Ann Anbefaler fire forunderlige fortællinger fire fortløbende fredage

Første fredag: Den usynlige pige af Lisa Jewell; en fortælling, der sætter hjernen på overarbejde og nærmer sig menneskesindets mørke afkroge.

17-årige Saffyre Maddox går i terapi hos børnepsykologen Roan Fours, da hendes onkel opdager, at hun selvskader. Efter flere års forløb erklærer Roan Saffyre rask og stopper dermed deres forløb. Saffyre føler sig svigtet og efterladt, for Roan fandt aldrig ind til Saffyres dybeste hemmelighed og grund til hendes selvskade. Derfor udvikler Saffyre en ustyrlig trang til at udspionere Roan og hans liv.

Mens Saffyres liv fortsætter i skyggen, kæmper Roans kone for at holde sammen på familien, i deres midlertidige bolig, der ligger i et noget utrygt kvarter, hvor flere og flere seksuelle overgreb finder sted, Roan er mindre og mindre hjemme og sønnen ændrer adfærd.

Men på Valentins dag ændrer alt sig, for Saffyre forsvinder sporløst og alles øjne rettes mod Owen, den noget mærkelige enspænder type, der bor overfor familien Fours hus. Kan han have bortført Saffyre og stået bag den lange række af seksuelle overgreb i området? Medierne griber historien og pludselig er Owens ansigt alle steder. Men er man skyldig fordi man er anderledes og enspænder, eller skal sandheden findes et langt mørkere sted.

De tre vidt forskellige fortællinger flettes flot og gnidningsløst sammen, og giver et stort behov for at vende den næste side. Det er en historie, der får hårene i nakken til at rejse sig, og tankerne hen på om tvivlen altid skal komme en til gode. 

Historien giver ikke bare et indblik ind i forskellige menneskers liv. Den viser også, hvordan det menneskelige sind rummer dunkle og dystre afkroge, kun de færreste kan forestille sig. Historien vækker en trang hos læseren til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, når de går hjem en sen aften.

En fuldstændig eminent bog. Der både indeholder stor kærlighed, enorme svigt og et plot der for hjernen til at vride sig.  

Materialer