
4 super sjove billedbøger
Der findes så mange sjove billedbøger, der aktiverer lattermusklerne hos både voksne og børn! Jeg har samlet fire af mine yndlingsbilledbøger, som jeg finder ret så sjove. Jeg grinede i hvert fald en masse, da jeg læste dem første gang. Jeg håber, du vil gøre det samme!
”Den dag farverne fik nok!” Af Drew Daywalt
En af mine absolut yndlingsbilledbøger er ”Den dag farverne fik nok”.
Farvekridtene i farveæsken har fået nok! Den beige farve føler sig utroligt tilsidesat og misforstået. Den er træt af kun at blive brugt, når der skal farvelægges en stegt kylling en sjælden gang, og det blå farvekridt siger ”STOP MED AT BRUGE MIG SÅ MEGET”. Den er nu en lille stump, fordi den bliver brugt til at farvelægge store verdenshave, himmel og regnskyer.
Farverne i farveæsken udtrykker hver især deres kvaler i breve til deres ejermand Viktor, der heldigvis lytter til deres oprør. Bogen er virkelig morsom og fremført med en grafisk streg af Oliver Jeffers, der på bedste vis understøtter et vaskeægte børneunivers, bestående af børnetegninger, farvekridt og oprør.
”De Tre Bukke Bruse i skole” af Bjørn F. Rørvik
Denne billedbog er bygget op omkring klassikeren ”De tre bukke bruse”, tilføjet et nyt herligt, barnligt og gakkeløjerligt univers. De tre bukke bruser skal starte i skole, hvilket tegner godt i begyndelsen. Men desværre har skolen fået en ny rektor, der viser sig at være en trold. Og ikke nok med, at rektoren er en trold, der vil spise bukke bruserne, han benytter også kopimaskinen til at lave nogle værre trolde-numse-kopibilleder.
Billedbog er fantastisk morsom. Illustrationerne af Gry Moursund fanger den genkendelige barnlige streg til perfektion, og tilføjer en ekstra dimension til humoren.
”Bogmonstret Gumle” af Emma Yarlett
Bogmonstret har været på spil og har bogstavelig talt spist sig igennem forskellige eventyr. Rødhætte opdager pludselig, at der er blevet bidt i hendes historie, så den er gået i stå. Bjørnene fra ”Guldlok og de tre bjørne” opdager ligeledes, at det ikke kun er Guldlok der huserer i deres hjem. Der er en masse gennemspiste bøger i denne fortælling, og vi går sammen på jagt efter bogmonstret. Det er en sjov, inddragende og opfindsom billedbog. Det er seriøst en bog med ”bid” i, hvor de store klassiske eventyr også kommer i spil. Jeg er super fan!
”Man må ikke spise sine klassekammerater” af Ryan T. Higgins
Hahahaha.. haha.. HAHAHAHAHA… hæhæhæh… hahaha..
Jeg kom sådan til at grine, da jeg læste denne billedbog. Vi følger dinosauren Rita på hendes første skoledag. Til sin skræk opdager hun, at hun skal gå i skole med menneskebørn. Det er ikke så godt, fordi menneskebørn bare er så lækre og appetitlige. Rita får derfor ikke mange venner i klassen, fordi hun hele tiden prøver at spise dem, men gudskelov kommer hun dog på bedre tanker.
Det er en fantastisk charmerende billedbog, hvis tema godt kan overføres til en snak om, hvordan man er en god klassekammerat; men ellers bare læs den, fordi den er så smaddersjov!