Foto: Den amerikanske ven
Foto: Den amerikanske ven

10 af de bedste thrillere på Filmstriben

Hemmeligheder, mord, mystik, erotik. Thrillergenren afdækker den underverden, der viser sig, så snart man kradser lidt i det civiliserede samfunds overflade. Se 10 fremragende eksempler fra genren på Filmstriben.

Iskoldt begær

En efterforsker med hang til voldelige metoder undersøger et brutalt mord, der måske involverer en manipulerende og forførerisk forfatterinde. Thrillergenrens konge Michael Douglas spiller over for Sharon Stone i klassikeren Iskoldt begær (1992), der desuden har den vidunderligt særprægede hollænder Paul Verhoeven bag kameraet.

Under the Silver Lake

En af de mest ambitiøse thrillere fra de seneste år. Instruktør David Robert Mitchell stiller sig tydeligvis på skuldrene af Robert Altmans The Long Goodbye (1973) og ikke mindst Hitchcocks film i Under the Silver Lake (2017), hvor Andrew Garfield spiller rollen som den afsporede Sam, der havner i en aldeles bizar labyrint af mysterier og konspirationer i Los Angeles, da han sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket med den kvinde, som morgenen efter deres første møde er forsvundet.

Lost Highway

En af de største nulevende filminstruktører David Lynch har primært bevæget sig inden for thrillergenren, som han har tilført et surrealistisk, aldeles særegent aftryk. Lost Highway (1997) er et primært eksempel herpå, hvor en musiker modtager en række foruroligende videobånd, mens en gangsters kæreste leder en mekaniker på serøse afveje.

Den amerikanske ven

Fantastisk film af tyske Wim Wenders, hvor kunstsvindleren Tom Ripley (spillet af Dennis Hopper) overtaler den stilfærdige familiefar Jonathan (Bruno Ganz), der lider af en uhelbredelig sygdom, til at blive lejemorder. Den amerikanske ven (1977) er et eksempel på den dybt nuancerede forståelse for det menneskelige potentiale, der er så karakteristisk for 1970'erne.

Misery

Thrillerklassiker med en storspillende Kathy Bates i rollen som en mildest talt uhyggelige fan, der redder en kendt forfatter (James Caan) fra et biluheld og indlogerer ham i sit hjem, angiveligt for at tage sig af ham. Misery (1990) er instrueret af Rob Reiner.

You Were Never Really Here

Lynne Ramsay - mest kendt for sin foruroligende thriller Hvad med Kevin? (2011) - er instruktøren bag den anmelderroste You Were Never Really Here (2017). Her spiller den altid fremragende Joaquin Phoenix hovedrollen som den traumatiserede krigsveteran Joe, der lever af at opspore forsvundne kvinder. Da en senators datter forsvinder, bliver Joe hyret til at finde hende, hvilket fører ham ind i en ultravoldelig underverden.

Michael Clayton

Et advokatfirma henter sin ‘fikser’ ind for at ordne sagerne, efter en advokat er brudt sammen i forbindelse med en igangværende sag, hvor advokaten repræsenterer et kemikalieselskab, som han ved er skyldigt. George Clooney spiller hovedrollen i den nervepirrende Michael Clayton (2007).

Kandidaten

Dansk thriller på højt niveau, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller hovedrollen som forsvarsadvokaten Jonas, der forføres af en ung escortpige. Morgenen efter ligger hun død på hotellets badeværelse.

Skyggen

Roman Polanski er en mester til at skabe intense, foruroligende stemninger (tænk bare på Rosemary’s Baby). Det viser han endnu engang med Skyggen (2009), der har Ewan McGregor i hovedrollen som en forfatter, der siger ja til at skrive den afgående premierminister Alan Langs (Pierce Brosnan) erindringer. Det fører ham på sporet af en række ubehagelige hemmeligheder fra Langs regeringstid.

Match Point

Den tidligere professionelle tennisspiller Chris (Jonathan Rhys Meyers), der nu er træner for den engelske overklasse, falder for Nola (Scarlett Johansson), der viser sig at være hans kommende svogers kæreste. Woody Allen står bag kameraet.