Månedens fagbog: 'Antifeminisme: kvindehad i lighedens tidsalder'

29.01.21
Anbefaling fra bibliotekets fagbogsindkøbere.

'Antifeminisme: kvindehad i lighedens tidsalder', skrevet af Mikkel Thorup. Udgivet på forlaget Antipyrine 2020.

Vi fik denne højaktuelle bog på hylden i slutningen af 2020. Den er et yderst relevant indspark i den debat, der netop nu kører om Metoo, sexisme og ligestilling mellem kønnene. Og så er den skrevet i en dansk kontekst med en særlig indsigt i de forhold, der gør sig gældende på vores danske arbejdspladser, i vores hjem og i den offentlige debat.

Ved at læse bogen får du viden og oplysninger, som gør det lettere at forstå de mekanismer og diskussioner, som vi f.eks. møder i debatterne om Metoo, ligestilling og kønsroller.

Mikkel Thorup, professor i idéhistorie på Århus Universitet beskriver, hvordan antifeminisme og kvindehad udspringer af en frygt for den selvstændige kvinde og frygten for, at kvinder kan klare sig uden en mand.  Det medfører nye forventninger til en ændret manderolle (han er ikke længere eneforsørger) og ændrer mandens status i samfundet For hvad gør man(d) så?

Bogen kan læses af alle, som er nysgerrige og interesserede i tidens kønsdebat.

Vi har købt et eksemplar til Hovedbiblioteket i Birkerød som du kan reservere herunder.

På youtube kan du i øvrigt høre forfatteren uddybe sine pointer i et oplæg, arrangeret af DIIS ∙ Dansk Institut for Internationale Studier i forbindelse med et seminar 23. oktober 2020 (https://www.youtube.com/watch?v=4L6DeGAImzM).

Om månedens fagbog

Forestil dig, at du ved årets udgang kan se tilbage på tolv læseoplevelser, der hver især gav dig nye perspektiver på dit liv og din omverden.

Hver måned køber Rudersdal Bibliotekerne nye bøger inden for kultur, historie, samfund, natur og samfund. Faglitteratur kalder vi det. 

Af de mange udgivelser, vi køber, er der hver måned nogle bøger, som fortjener ekstra opmærksomhed. Fordi de er særligt aktuelle, fordi de er skrevet i et prisværdigt sprog - eller bare er hamrende spændende.

Det er blandt de bøger Lene og Cæcilie, bibliotekets fagbogsindkøbere, for hver måned i året vælger ”Månedens fagbog”.