De store rejser

Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien

1700-tallet var Oplysningstiden; en tid der var præget af jagten på viden og data. Det var i den periode, europæerne for alvor begyndte at interessere sig for at lære verden at kende. Og det var i den ånd, man på universitetet i Göttingen besluttede at sende en ekspedition afsted til Arabia Felix, Det lykkelige Arabien. Ekspeditionen kom til at bestå af fem lærde unge mænd, hvoriblandt var fysikeren og matematikeren Carsten Niebuhr.

Året var 1761, og i ægte oplysningsånd startede ekspeditionen med grundige forstudier og uddannelse i Cairo før den egentlige rejse fra Sinai til Yemen. Men de var ramt af en forbandelse; først begyndte konflikterne deltagerne imellem at bryde ud i lys lue, og siden døde de unge mænd én efter én, formentlig af malaria. De to sidste overlevende afbrød rejsen, tog med skib til Bombay i Indien, hvor den ene døde, og Carsten Niebuhr var alene tilbage.

Niebuhr besluttede at tage hjem over land for at prøve at besvare nogle af de spørgsmål, gruppen havde fået til opgave hjemmefra, og det blev en spændende tur via Oman og Persien, hvor han forskede i de gamle ruiner og deres indskrifter, over Irak, Syrien og Palæstina til Konstantinopel – og hjem til Danmark. Da havde han været væk i 7 år; under hele rejsen havde han skrevet dagbog, og da den udkom i 2003 i en kæmpe pragtudgave på forlaget Vandkunsten, var det lidt af en sensation i lille Danmark.

På det tidspunkt kendte mange i forvejen Niebuhr fra Thorkild Hansens roman Det lykkelige Arabien, som er en dansk litteraturs store klassikere. Thorkild Hansen havde en fantastisk evne til at få dramaet frem i sine historiske romaner, så det er det naturlige sted at starte, hvis man ikke orker at gå ombord i de 1000 sider, som rejsebeskrivelsen fylder. 

Under alle omstændigheder er Carsten Niebuhr et overordentlig spændende bekendtskab, og hans tilgang til rejsen bør være et forbillede for enhver rejsende; det gælder om ”at leve efter landets indbyggeres manér, for det er nødvendigt, hvis man vil rejse i Arabien med nytte og fornøjelse. Ellers vil selv den mest lærde ikke være i stand til at gøre mange opdagelser i disse lande”. Med andre ord: ”Skik følge eller land fly”!

Mary Kingsley: Travels in West Africa 

Historisk set har de fleste opdagelsesrejsende været mænd; mænd var de udfarende, mens kvinderne blev hjemme ved kødgryderne. Men der er heldigvis undtagelser, der bekræfter reglen, og én af pionererne hed Mary Kingsley. Gennem sin meget rejseglade far havde hun fået interesse for religiøse feticher, og da han døde, tog hun den, for en victoriansk kvinde, store og utraditionelle beslutning at rejse til Afrika for at studere religion. 

Hendes rejse var som Niebuhrs videnskabelig, men området var endnu ”uopdaget”, nemlig det vestafrikanske omkring Congoflodens nedre løb – et område, der gik under navnet ”den hvide mands grav”, fordi man næsten var sikker på at bukke under for enten feber eller kannibaler. I 1894 rejste hun afsted som den første europæer, der besøgte de afsidesliggende dele af Gabon og Fransk Congo. Hun besøgte Fangstammen, der havde ry for at være aggressive kannibaler og besteg Mount Cameroun, det højeste bjerg i Vestafrika. Men så meget victoriansk kvinde var hun dog, at det ikke faldt hende ind at skifte den hvide bluse og den lange sorte nederdel ud, når hun rejste. 

Efter hjemkomsten skrev Mary Kingsley den kontroversielle bog Travels in West Africa, hvor hun udtrykte kritik af den adfærd, mange europæere udviste i Afrika, hvor man havde travlt med at missionere og sende de indfødte i skole i stedet for at hjælpe dem med at forbedre deres landbrug. 

Da boerkrigen brød ud, rejste hun til Sydafrika for at arbejde som sygeplejerske, og her pådrog hun sig en tyfus, som tog livet af hende. Mary Kingsley blev kun 37 år gammel, men havde inden da nået at yde sit væsentlige bidrag til historien, og hendes bog er en eventyrlig beretning med alle de dramatiske oplevelser, der hører til genren. Nyheden om hendes død blev modtaget med sorg i hendes hjemland, og hun blev fejret, ikke kun som en national heltinde, men også som en stor personlighed, der kunne skræmme en flodhest, der truede med at kæntre hendes båd – ved at kilde den under hagen med sin paraply!

Bruce Chatwin: I Patagonien

I det 20. århundrede var de hvide pletter på verdenskortet ved at være fyldt ud. Verden er efterhånden opdaget og kortlagt i alle ender og kanter. Men udlængslen findes stadig hos mennesker. En af de mest kendte af de nutidige danske rejsebogsforfattere, Carsten Jensen, har skrevet, at nu hvor verden er opdaget, handler det om at genopdage.

Opskriften på den moderne rejsebeskrivelse er derfor den personlige oplevelse, som krydres med masser af anekdoter og mere faktuelle oplysninger om de steder, man besøger på rejsen. Og inden for den genre er der en række forfattere, der har gjort sig særligt bemærket. Én af dem var Bruce Chatwin.

Chatwin er en nærmest kultagtig skikkelse, som kickstartede en ny tids rejselitteratur, da han skrev bogen In Patagonia eller I Patagonien. Forfatteren havde på det tidspunkt haft en kometkarriere i auktionshuset Sotheby, som han havde afbrudt for at læse arkæologi, hvilket han heller ikke gennemførte, eftersom rejsetrangen pludselig blev for stor, og han udskiftede den fastboende tilværelse med nomadens. Men det var, da han i 1974 valgte at tage til et af verdens fjerneste og mest øde områder, at han for alvor blev kendt i forfatterkredse.

I Patagonien er historien om drengen Bruce, som hos sin bedstemor ser et stykke af en Brontosaurus’ skind, hvilket sætter hans fantasi i gang og giver ham lyst til at besøge det sted, det uddøde dyr stammede fra, nemlig en hule i Patagonien i den sydligste del af Sydamerika. På rejsen opsøger Chatwin de lokale særlinge, som ofte er efterkommere af utilpassede europæere, og lytter til deres historier.

Hvilket bl.a. indbefatter historien om Butch Cassidy og The Sundance Kid, som de fleste nok kender fra filmen med Paul Newman og Robert Redford. Vi hører, hvordan de to outlaws købte en farm i Patagonien og levede livet dér efter at have beriget sig ved forskellige røverier i USA, og hvordan de endte med at komme af dage ved et politibaghold. Men vi hører også om den lokale mytologi, som bl.a. indbefatter et væsen ved navn Invunche – et monster, som faktisk er en mand, der som spæd blev stjålet af en troldmand, som tager ham under kærlig behandling – en behandling, hvor hans hoved bliver drejet 180 grader, og hans ene ben bliver syet fast til hans ryg, hvorefter han bliver opfostret på en diæt bestående af først kattemælk og siden kød fra døde mennesker!

Alt sammen skrevet i et på samme tid nøgternt og rigt poetisk sprog, som Chatwin kom til at perfektionere med hans måske mest berømte bog The Songlines eller Drømmespor om hans besøg hos de australske aboriginere. Her beskriver han aboriginernes smukke og fascinerende verdensopfattelse, hvor verden bliver skabt via deres sange, som de bruger til at beskrive verden med, efterhånden som de kommer frem. På den måde kan de bevæge sig rundt i landet og gennem sangene genkende steder, de aldrig før har været.

Peter Matthiesen: Sneleoparden

En anden uomgængelig rejsebogsforfatter er Peter Matthiesen. Hans bog Sneleoparden anses for at være et af hovedværkerne inden for genren, men hans forfatterskab breder sig over flere genrer – og han er den eneste forfatter, som har vundet den store amerikanske litteraturpris The National Book Award for både skøn- og faglitteratur.

I 1978 bliver Matthiesen inviteret med på en tur til Himalaya af en ven, som skal studere de vilde blåfår. Men for Matthiesen bliver den fysiske rejse i lige så høj grad en spirituel rejse. Matthiesens kone er død kort forinden, men de havde begge dyrket zenbuddhismen, og for Matthiesen bliver de ydre begivenheder, som han beskriver i et sanseligt og stærkt visuelt sprog, også til en åndelig erkendelse.

Sneleoparden er en helt fænomenal læseoplevelse, som både er spækket med lærerige fakta om religiøse, geografiske og naturmæssige forhold. Men det var den spirituelle del, der gjorde bogen her til bibel for 70’ernes backpackere på hippievejen.

Peter Matthiesen døde i 2014, men både som forfatter og miljøforkæmper var han et fyrtårn.

Sneleoparden og I Patatonien indgår begge i serien Rejsebiblioteket, som C&K Forlag har lanceret, med nogle af de bedste moderne rejsebøger, både skøn- og faglitteratur.

Claudio Magris: Donau

For 20 år siden var den italienske forfatter Claudio Magris én af de forfattere, der var på pensumlisten for kulturfagsstuderende. Magris havde i 1986 udgivet bogen Donau, som er en kulturhistorisk rejse ad Europas næstlængste flod efter Volga. Donau strækker sig fra det sydtyske Schwarzwald og løber ud i Sortehavet 2857 km. længere mod øst, og på rejsen møder Magris en mangfoldighed af folk, sprog og kulturer, som med al tydelighed viser, hvor forskelligartede vi europæere er – men også hvad der binder os sammen.

Donau er ikke en nem tekst; den er skrevet af en ægte intellektuel – men dens tankegods er noget af det vigtigste fra perioden; i tiden umiddelbart før både Murens og Sovjetunionens fald, lancerede Magris tanken om Mitteleuropa, altså den centrale del af Europa, som i den sovjetiske periode havde ligget hen i mørke for den vestlige verden. Men Magris åbnede den for Vesten og viste dens gamle kultur – blandet med den personlige rejseberetning, møder med venner og små dagligdags begivenheder.

Og i dag er bogen så sandelig højaktuel igen med dens budskab om det fælleseuropæiske som brobygger og beskytter af mindretal overfor de etniske nationalbevægelser, der tilsyneladende bliver ved med at dukke op med års mellemrum. Så læs Magris’ bog, hvis du vil mindes om, hvad det europæiske projekt egentlig gik ud på!