Foto: Bauhaus Dessau
Foto: Bauhaus Dessau

Bauhaus 100 år

03.04.19
I år er det 100 år siden, at den moderne arkitektur blev født i Tyskland. Bauhaus-bevægelsen har sat sine spor over hele verden.
Dette er IKKE en artikel om byggemarkeder, men derimod om det 20. århundredes væsentligste skole for kunst og arkitektur: Bauhaus-skolen i Weimar blev grundlagt i 1919 i af arkitekten Walter Gropius.
 

Visionen bag Bauhaus

Gropius' vision for fremtidens byggeri var, at det skulle være et gesamtkunstwerk, og at arkitekten ikke kun skulle kunne tegne huse, men i høj grad også være kunstner og kunsthåndværker. Navnet Bauhaus refererer i denne ånd til den middelalderlige "Bauhütte", hvor kunstnere og håndværkere i fællesskab arbejdede sammen om opførelsen af for eksempel gotikkens katedraler.

 Diagram over undervisning på Bauhaus
   
Målet var at opfylde folkets behov, ikke at skabe luksus. Det handlede om at fremtvinge en social revolution, at lade liv og kunst smelte sammen. God arkitektur skulle være for alle, og til det formål egnede det moderne massefremstillede designprodukt sig fremragende. Fra 1923 begyndte man under slagordet ”Kunst og teknik – en ny enhed” at udvikle produkter, som kunne massefremstilles.

 Lampe af Wilhelm Wagenfeld

Bauhaus Dessau

I 1925 flyttede skolen til Dessau, hvor den flyttede ind i Gropius’ nyopførte bygning, men tiden arbejdede imod de kunstneriske visionære: Den nye leder Hannes Meyer var kommunist og ikke just gouteret af de nye nazistiske magthavere: Dels var flere af skolens lærere af jødisk herkomst, og dels var den internationalt orienterede sociale utopi stik imod nazismens idéer om Blut und Boden. I 1932 blev skolen derfor tvunget til først at flytte igen, denne gang til Berlin, og i 1933 til helt at lukke.
 

Den internationale stil

Efter lukningen søgte mange af de tilknyttede arkitekter til udlandet og spredte således idéerne til hele verden. I dag kan man se Bauhaus-inspireret bygningskunst i USA, Sydamerika, Schweiz og Israel. Populært kaldes Bauhaus-arkitektur ”international modernisme”. Stilen associeres i dag med funktionalisme og med materialer som glas, stål og beton. Det er dog kun et af de mange udtryk, Bauhaus har lagt navn til, for den enkelte arkitekt eller kunstner har præget bevægelsen med sit eget formmæssige udtryk. Skolen virkede som en magnet på tidens betydeligste kunstnere og formgivere: Laszlo Moholy-Nagy, Paul Klee, Wassily Kandinsky og ikke mindst dens sidste leder Mies van der Rohe. I Danmark gav Bauhaus inspiration til Paul Henningsen og Arne Jacobsen, som med deres funktionalistiske arkitektur og design blev værdige arvtagere.


 Nationalbanken

Bauhaus på museum

Interesserer man sig for moderne kunst og arkitektur er såvel Berlin som Dessau og Weimar oplagte besøgsmål lige nu, hvor man har benyttet 100-året for Bauhaus-skolens fødsel til at bygge helt nye museer. I Dessau kan man desuden besøge den gamle skole samt tre beboelseshuse, hvor bl.a. de tilknyttede kunstnere Klee og Kandinsky boede - her kan man sågar også overnatte. Disse såkaldte Meisterhäuser er sammen med selve skolen på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Men hele Tyskland deltager i fejringen, og man har oprettet en hjemmeside, som fortæller historien om Bauhaus, samtidig med at den samler alle årets aktiviteter: bauhaus100.de
 

Bauhaus lige nu i Danmark

Går vejen ikke forbi Tyskland er der ingen grund til at fortvivle; der er rig mulighed for at blive klogere på den spændende og banebrydende arkitektur her i Danmark. Du kan bl.a. besøge Designmuseum Danmarks udstilling Bauhaus – #itsalldesign indtil 1. december, og fra 18. marts -17. april kan du se Cinematekets filmserie Bauhaus 100 år - Tysklands sande Babylon.
 
Læs også om TV-serien Babylon Berlin, som foregår i Tyskland i samme periode.
  
Materialer