Forsider på Anders And blade
Forsider på Anders And blade

Jul på Bjørnebjerg

18.12.17
I år kan Onkel Joakim altså fejre sin 70 års fødselsdag, eftersom Carl Barks skabte ham i 1947 i fortællingen Jul på Bjørnebjerg.

”Disney Juleshow” i fjernsynet juleaftensdags eftermiddag kl. 15 er en af de faste juletraditioner i mange hjem – eller var det i hvert fald tidligere. I 2017 er det oven i købet præcis 50 år siden, juleprogrammet første gang blev vist i dansk TV, så i år er der ekstra grund til at holde traditionen i hævd og sidde parat foran fjernsynet, når Jesper Fårekylling begynder på sin sang: ”Når du ser et stjerneskud”.

Men der er flere forbindelseslinjer mellem julen og Disney. I december 1947 føjede Disney (via den gudbenådede tegner Carl Barks) en ny figur til de øvrige skikkelser i tegneserie-universet, og den figur skulle hurtigt vise sig at blive en af de mest populære personer i den tegnede verden af ænder og mus. Det skete i fortællingen ”Jul på Bjørnebjerg” (”Christmas on Bear Mountain”), hvor der var brug for en rig og gerrig onkel til Anders And. Onkel Joakim – eller Uncle Scrooge, som han hedder på engelsk – er direkte inspireret af figuren Ebenezer Scrooge i Charles Dickens´ ”Et juleeventyr” fra 1843, og de to figurer ligner da også hinanden på en række punkter.

Men hvor Dickens´ Scrooge kun optrådte i et enkelt juleeventyr, blev Carl Barks´ figur et fast indslag i andeuniverset, og hans karakter ændrede sig snart, så den blev langt mere facetteret end i den første beretning. Det betød, at figuren kunne bruges i mange flere forskellige sammenhænge end blot i forbindelse med gerrighed – selv om Onkel Joakim nu fortsat er meget glad for penge – og mange af de bedste og mest kendte Barks-historier involverer netop Onkel Joakim. En oplagt fortælling i forbindelse med julen kunne være den herlige ”Jul i Pengeløse” (”A Christmas for Shacktown”).

I år kan Onkel Joakim altså fejre sin 70 års fødselsdag, eftersom Carl Barks skabte ham i 1947. Men faktisk er der en endnu mere rund fødselsdag at fejre i forbindelse med verdens rigeste and. Ifølge overleveringen er det nemlig i år 150 år siden Onkel Joakim kom til verden, dvs. i 1867, og det er en betragtelig alder for en and. Men den gamle gnier er jo en sej fyr, og måske hans hyppige svømmeture i pengetanken også har hjulpet med til at forlænge hans liv.

Materialer