Grafik af en kaffebønne

Om dette arrangement

Tid
18:30 - 20:30
Pris
Gratis
Målgruppe
For voksne
For voksne

Litteratur og kaffe

27.08.20
Syntes du det kunne være interessant at høre om nye bøger og møde forfatteren bag?

Så kom til Litteratur & kaffe, hvor fire forskellige forfattere fortæller om deres bøger, skriveprocessen og meget mere. Der er mulighed for at stille spørgsmål undervejs og købe bøgerne efterfølgende. Biblioteket byder på en kop kaffe og lidt sødt.

Du kan møde...

Rikke Lindgaard: ”Hvorfor skal skoletasken være så tung?”

Bogen indeholder en samling yderst underholdende, fiktive beskeder, bygget op som hvis de var copy-pastet fra det virkelige ForældreIntra. Vi befinder os på en skole i Nordsjælland, og vi får et indblik i indskolingsforældrenes digitale kommunikation med hinanden og personalet på deres børns skole hen over et skoleår.

Med bogen ønsker forfatteren at bidrage til refleksion over forældreskab og brugen af digital kommunikation: ”Vi forældre bærer alt for mange af vores børns byrder, vi curler i vildskab, og vi skriver enormt mange beskeder til hinanden på ForældreIntra og Aula, men vi taler stort set ikke om, hvorfor vi gør det, og hvad det betyder for vores egne og vores børns liv”.

Rikke Lindgaard er forfatter og dyrlæge, samt - i sin egenskab af mor til skolebørn - forældrebruger af ForældreIntra. Hun er meget optaget af menneskelig adfærd og nysgerrig på, hvorfor vi mennesker kommunikerer med hinanden som vi gør. Det satiriske værk ”Hvorfor skal skoletasken være så tung?” er hendes stærkt roste debut, og hun har flere udgivelser på vej.

Carsten Juul: Stress dig sund

Carsten Juul fortæller om bogen ”Stress dig sund” i et spændende og livligt foredrag. Deltagerne får løsningen på, hvordan man undgår stress og hvad man skal gøre, hvis man selv eller én man kender er havnet i en situation, hvor stressen har overtaget hverdagen. Han giver indsigt i, hvad metakognitiv terapi er, hvordan det virker og hvordan det positivt kan forandre den enkelte. Et  kort berigende foredrag, hvor man får vitaminer til hjernen og et smil på læben.

Carsten Juul er grundlægger af Heypeople er en ambitiøs psykologvirksomhed med udgangspunkt I metakognitiv tilgang til både privat og arbejdsliv. Carsten har haft mere end 3.000 klienter igennem forløb I metakognitiv terapi, både individuelt og I grupper.

Søren Jensen: "Tænd - Det digitale Danmark & Ungdommens Stemme"

Debatbogen er en rejse gennem 10 dilemmaer, der viser, hvordan samfundsdebatten i Danmark er i krise. Debatter om klima, flygtninge og unge kører af sporet og graver grøfter. Løsningerne kan kun findes sammen med vores ungdom, de digitale indfødte. Vi må ikke slukke skærme og digitale medier. Vi skal tværtimod tænde med kløgt og bevidsthed. Bogen giver 10 gode råd til, hvad du som borger kan gøre. 

Bogen er skrevet af Søren Jensen, der som skribent, redaktør og kommunikationschef gennem 25 år har fulgt samfundsdebatter om klima og miljø, unge og uddannelse, digitalisering og velfærd, arbejdsmiljø og stress på tæt hold i ansættelser i flere forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt i Miljøministeriet. 

Cecilie Overbye: Mit forfatterskab

Hør Cecilie fortælle om sit forfatterskab. Om at skrive sig gennem sit traume, om at blive verdensmester på trods af kronisk søvnløshed og om at finde et ståsted i livet med PTSD. 

Det romanen Jens Petersens forlængede forår handler om er at finde sig selv i en verden der har kastet én omkuld. For mit eget vedkomne var jeg bare 19 år, da livet kastede mig omkuld. Jeg blev ramt af en akut psykose ude i Nepal, udløst af malariemedicinet Lariam. Psykosen og den PTSD, der fulgte i kølvandet forblev ubehandlet de næste 25 år. 

I 2014 stoppede Cecilie som tandlæge. Det åbnede mulighed for at dyrke konkurrencesport på et højt plan. Det lykkedes hende at blive både verdensmester i Crosstriatlon og to gange europamester i sin aldersgruppe. Samtidig gav det plads til en fordybelse, der nu har kastet tre bøger af sig, og mere på vej. 

Du kan også være med!

Har du udgivet en skøn eller faglitterær bog, du gerne vil fortælle om? Er du ekspert i Spoken word eller ved du alt om Fantasy-genren, så vil vi gerne høre fra dig.

Konceptet Litteratur & kaffe er et samarbejde mellem oplægsholdere og biblioteket, der gives ikke honorar. Hvis du er interesseret i at deltage skal du skrive til Anette Liebmann absv@rudersdal.dk.
 

Tags