Om dette arrangement

Tid
18:30
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle
For voksne

Litteratur & kaffe

16.01.20
Kom og bliv inspireret til litteraturoplevelser med vores nye koncept ”Litteratur & kaffe”

Aftenen består af fire korte oplæg med litterær vinkel. Det kan være en forfatter, der vil fortælle om sin nye bog, et foredrag om en litterær genre eller andet, der kredser om litteraturen. Vi byder på en kop kaffe og lidt sødt.

Denne aften kan du høre:
 

Estrid Dyekjær: To liv – da mænd kunne danse

Estrid Dyekjær skriver skønlitteratur med udgangspunkt i det store og vigtige drama ethvert menneskeliv er: Realistisk fiktion uden biljagter og superkræfter, men med masser af mulighed for at blive overrasket.

Romanen To Liv er et psykologisk drama om Kirsten, Johannes og deres ægteskab. Handlingen starter i 1955, og fortsætter helt til 2019. ’To Liv’ tager læseren med på en rejse til Danmark før verden gik af lave og alle børn fik en skærm eller som minimum en skridttæller monteret på kroppen. Og når alle gimmicks er skrevet ud af historien - eller faktisk slet ikke er inviteret med - bliver der pludselig plads til det enorme, spændende og vanvittigt vigtige drama som ethvert menneskeliv er.

Romanen blev indstillet til ’Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2019’ og ’Bogforums Debutantpris 2019’.
 

Jes Buster Madsen: Kan man omskrive sin virkelighed?

Jes Buster Madsen fortæller om tematikkerne i romanen Projekt Luftballon.

”Når ens far er forsvundet ind i en verden af legetøjssoldater og druk, ens geniale storebror nægter at komme ud af sit laboratorium i kælderen, ens mor er gået bort, og ens far truer med at få hende kremeret, fordi det er det billigste, hvad gør man så? Man udtænker naturligvis en genial plan for at forhindre det. Planen involverer at 15-årige Bjørn stjæler et lig, rekrutterer sin morfar og hans medbeboere på plejehjemmet, lokker sin storebror ud af kælderen, bliver brandstifter og iværksætter ”Projekt Luftballon”. 

Jes Buster Madsen har en Bachelorgrad i Filosofi og en master i Cognitive Science fra Københavns Universitet. Han underviser i Neuroscience på DIS og så er han forfatter til bogen Projekt luftballon.
 

Marianne Monteau: Hvordan skriver man en krimi?

Marianne Monteau, forfatter til krimiserien om Lucy Kiehl, fortæller om, hvordan man bygger en krimi op. Hvad gør en krimi spændende? Hvordan skaber man et spændende plot? Hvor kommer idéerne til troværdige karakterer fra, og hvad er det egentlig for noget med suspense og surprise? Marianne fortæller også om sin research i løbet af en skriveproces, om det vigtige i at besøge de steder, hun beskriver i bøgerne, og ikke mindst om den hårfine balance mellem en krimis behov for fiktion såvel som autenticitet.

Marianne Monteau, der startede sit forfatterskab som selvudgiver, har boet de første 32 år af sit liv i Birkerød. Hun udgav debutkrimien Jeg er den skyldige i 2018 og derefter Satans yngel i 2019. Hun udgiver nu på Forlaget Grønningen 1.

Bind 3 i serien om politiassistent Lucy Kiehl, MIT NAVN ER VIKTOR, udkommer til marts.
 

Benjamin Lamberth: Den globale datakrig

Kom med på en tur gennem den globale digitale slagmark, hvor IT-giganterne slås om vores opmærksomhed og information med alle midler med grusomme konsekvenser for almindelige mennesker, der kommer i klemme i datakrigen.

Foredraget kredser om, hvordan vi bliver overvåget, bestjålet og manipuleret på sociale medier og giver inspiration til en større bevidsthed om vores tilstedeværelse online.

Det giver stof til eftertanke om, hvorvidt det er os, der bruger sociale medier eller det er de sociale medier, der bruger os.

Benjamin Lamberth fortæller ”Jeg er vokset op på øen Saltholm i petroleumslampens skær, hvor vi var den ene af blot to fastboende familier. Når vinden hylede over det golde landskab, isen afskar os fra fastlandet i månedsvis og der skulle spares på diselgeneratorens brændstof, fordybede vi os i bøgernes magi. Den tid skabte min kærlighed til den tankevækkende fortælling, der sidenhen har ført mig til at skrive romaner”.
 

Du kan også være med!

Har du udgivet en skøn eller faglitterær bog, du gerne vil fortælle om? Er du ekspert i Spoken word eller ved du alt om Fantasy-genren, så vil vi gerne høre fra dig.

Konceptet Litteratur & kaffe er et samarbejde mellem oplægsholdere og biblioteket, der gives ikke honorar. Hvis du er interesseret i at deltage skal du skrive til Anette Liebmann absv@rudersdal.dk.

Tags